Elastisk stød

Fra testwiki
Version fra 10. maj 2023, 18:14 af imported>Isabella Jensen imported>Isabella Jensen (growthexperiments-addlink-summary-summary:2|0|0)
(forskel) ← Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version → (forskel)
Spring til navigation Spring til søgning
Et elastisk stød i to dimensioner

Et elastisk stød er et stød imellem to partikler, hvor den samlede kinetiske energi, energien i bevægelsen, bevares og altså ikke omdannes til deformering af partiklerne, fx varme, eller afgives til omgivelserne, fx lyd. Dette er udover impulsbevarelsen, som gælder for alle typer stød. Det modsatte af et elastisk stød er et fuldstændigt inelastisk stød.

Kriterier

For partiklerne 1 og 2 med impulserne p gælder altså

pi1+pi2=pf1+pf2

hvor summen af de to impulser før er sat lig med summen efter. Tilsvarende gælder for den kinetiske energi K:

Ki1+Ki2=Kf1+Kf2

Med disse to ligheder kan begge partiklers hastigheder efter det elastiske stød beregnes.

Klassisk mekanik

I den klassiske mekanik er impuls givet ved masse m gange hastighed v

p=mv

Mens kinetisk energi er givet ved impulsen i anden divideret med den dobbelte masse

K=p22m

1D

I én dimension - et frontalt sammenstød - bliver de to ligninger altså:

pi1+pi2=pf1+pf2pi12m1+pi22m2=pf12m1+pf22m2

hvor den halve faktor for den kinetiske energi er ganget væk. Det sværeste er her, at impulserne er kvadreret i den ene ligning, men ikke i den anden. For at løse ligningssystemet omarrangeres begge ligninger, så impulserne for partikel 1 er på venstre side, mens impulserne for partikel 2 er på højre side:

pi1pf1=pf2pi21m1(pi12pf12)=1m2(pf22pi22)

Den anden ligningen divideres nu med den første ligning:

1m1pi12pf12pi1pf1=1m2pf22pi22pf2pi2

Jf. kvadratsætningen

(a+b)(ab)=a2b2

giver brøkerne:

1m1(pi1+pf1)=1m2(pf2+pi2)

Impulserne er nu ikke længere kvadrerede, og ligningssystemet er dermed blevet lettere at løse. Ligning 1 kan divideres med m2 og ganges med -1, hvilket giver

1m2(pi1+pf1)=1m2(pf2+pi2)

De to ligninger lægges nu sammen, så pf2 elimineres, og pf1 kan isoleres:

1m1pi1+1m1pf11m2pi1+1m2pf1=1m2pf2+1m2pi21m2pf2+1m2pi2(1m11m2)pi1+(1m1+1m2)pf1=2m2pi2pf1=(1m11m2)pi1+2m2pi21m1+1m2pf1=m1m2m1+m2pi1+2m1m1+m2pi2

Dermed er et udtryk for den endelige impuls for partikel 1 fundet. Hvis hastigheden ønskes, skal der blot divideres med m1 på begge sider:

vf1=m1m2m1+m2vi1+2m2m1+m2vi2

For partikel 2 gælder helt tilsvarende:

vf2=2m1m1+m2vi1+m2m1m1+m2vi2

Det ses, at forholdet mellem partiklernes masser er afgørende for de endelige hastigheder. For det trivielle tilfælde hvor partikel 2 har massen nul, bliver hastigheden på partikel 2 blot:

vf1=m1m1vi1+0m1vi2=vi1

Hastigheden er altså uændret, hvilket giver mening, da det svarer til, at partikel 1 ikke er stødt ind i nogen partikel.

Et stød mellem to legemer med lige store masser.

For et andet specialtilfælde hvor masserne er ens, reducerer udtrykket til:

vf1=02mvi1+2m2mvi2=vi2

For ens masser udveksler partiklerne altså hastighed.